Et nyt Sydafrika?

Posted on October 13, 2010

0


14. April 2010
Durban, Sydafrika

Nætterne summer af cikader og dagene akkompagneres af en skarp sol og en lun og fugtig luft. Jeg befinder mig i Durban – en sydafrikansk kystby i favnen af det Indiske Ocean. I kølvandet med mig har jeg historierne fra det nordlige Limpopo, hvor lette og lattermilde personligheder har delt deres livs tungeste frustrationer med mig. Jeg troede, at jeg skulle ned og være en kritisk vagthund overfor minedriften i området, men jeg opdagede hurtigt, at det ikke kun handlede om minedrift.

Under landets smukke overflade af bjerge og maleriske sletter lurer en stærk og smertefuld historie. Adskillelsen af racer har været tilstede i landet siden de første europæere ankom i 1600-tallet, og blev vedtaget ved lov i 1948. Apartheidstyret sluttede officielt i 1994, men stadigvæk er der mange ar fra den tid, der aldrig er helet. En stor del af den nulevende befolkning har haft apartheid systemet som en del af deres daglige virkelighed, en virkelighed der har betydet mord, voldtægt og tortur mod den sorte del af befolkningen.

Jo mere jeg har talt med folk, jo mere har jeg oplevet, hvordan at deres ansigters venlige smilerynker til tider forvandledes til dybe furer af bitterhed. En bitterhed jeg aldrig vil kunne begribe, men en bitterhed som jeg har dyb forståelse for.

Mr. Manamela. Photo by Maria Grabowski Kjær

Mr. Manamela. Photo by Maria Grabowski Kjær

Gabriel Makamela sidder på sin veranda med sin stok, da jeg møder ham. Han kan ikke selv huske, hvor gammel han er, men et slidt Id-kort vidner om 82 somre. Han har boet i landsbyen Ga-Molekane siden 1975, hvor han har forsørget sig selv, sin kone og sine 7 børn med 7 hektarer land. Han peger mod de tidligere marklandskaber, der nu er erstattet med store maskiner og mineaffald: ”Min jord blev taget fra mig i 2005. Før kunne jeg forsørge mig selv, men nu har jeg ingenting”. Gabriel forklarer, hvordan hans jord blev taget en morgen, uden at han havde fået nogen varsling. Han har aldrig siden hen haft mulighed for at anke den beslutning, der tilsyneladende er blevet taget på hans vegne, og det er han ikke ene om. Andre familier i landsbyen fortæller mig, at løfterne om jord til folket, der blev givet efter apartheid, ikke altid lader til at blive levet ud i virkeligheden, tværtimod.

Under apartheid havde de sorte borgere ikke ret til at eje land. Den ret blev krævet tilbage ved lov, efter den demokratiske regering trådte til for 16 år siden. Gabriel er blot én blandt mange sorte i området, der har mistet sin jord og dermed sit livsgrundlag efter minens indtog. Deres rettigheder er igen blevet forsømt, og deres stemme er nu igen blevet ignoreret af den ellers lovende regering.

De tilbagelagte tre uger har været kompakt pakket med både berigende og foruroligende oplevelser, der har sat min nysgerrighed og opmærksomhed på fuld blus fra starten. Tilbage står jeg med en undren over, hvordan et samfund så rigt som Sydafrikas har måttet bukke under for hvide politikeres retorik og magt i så mange år. Det unge demokratiske Sydafrika kom ganske vist til i 1994, men der er stadig meget at kæmpe for.

Posted in: South Africa